Den lå som en rude i hjørnet, oven på arbejdet, og dækkede knapperne i
notens fod og i delepanelet — seks e2e-prøver klikkede forgæves på noget,
der lå under den.
Det var ikke kun et prøveproblem. En besked, der er i vejen, bliver
klikket væk uden at blive læst, og så er den uopfordrede oplysning en
formalitet frem for noget, nogen har set. Nu står den øverst i indholdet
og skubber siden ned, indtil den bliver besvaret.
Og e2e beviser den nu frem for at klikke den væk: den første konto skal
møde beskeden, og der skal stå et instance_id og en version i den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det
bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og
fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver
åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse.
For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke
vidste, der var noget at slå fra.
Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt,
med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den
rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet
"anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som
læserens mulighed for at efterprøve det.
`keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde
"slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt
løfte som et tilvalg, ingen har truffet.
Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde:
Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed.
Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der
bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og
vist.
En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens
version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede
melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme.
Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke
offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en
DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser
alle sammen ud som "færre bruger det nu".
Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com,
ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags
installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra
hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her,
mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt
og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når
nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være
minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje
tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan
kalde en URL.
Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en
tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en
genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til
opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren,
så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i
feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den
vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder.
Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags
hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en
genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at
mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med.
Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den
persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge
i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan.
Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis
problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en
historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har
bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke
kan lukke for den indgående post.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
Klokken i hovedet siger, hvad der er nyt — men kun til den, der kigger på
fanen. Det halve af pointen med at få besked er at få den, mens man laver
noget andet, og det eneste sted, appen kan sige noget dér, er på sit eget
ikon: mærket i Dock'en på en Mac, på proceslinjen på en pc.
Sat to steder, fordi der er to tilstande. Appen selv, mens den er åben og
kender tallet, og service-workeren, når den ikke er — og det er netop
dér, mærket er det, der siger, at der er sket noget.
Tallet kommer med i push-beskeden frem for at blive talt op af
service-workeren. Den husker ingenting mellem to opvågninger og kunne
derfor kun lægge én til noget, den ikke ved hvad er: et mærke, der tæller
sig selv op og aldrig kommer ned igen. Serveren ved det i forvejen, og en
tælling, der fejler, udelader feltet frem for at sende et nul — så står
mærket, som det stod, i stedet for at blive tørret af en optælling, der
ikke lykkedes.
Ét tal, aldrig en optælling: mærket sættes til hvad der *er*, så det går
ned af sig selv, når beskederne bliver læst. Og det ryddes ved log ud —
det står i Dock'en, også når ingen er logget ind.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
At skrive nogens navn i en note *er* at ville have dem til at læse den.
Indtil nu var det to handlinger — skriv navnet, åbn panelet, find
personen, del — og den anden blev glemt, så noten stod med en besked til
en, der ikke kunne se den.
Nu deler `@Navn` noten med den, der bliver nævnt, og siger det til dem.
Editoren foreslår personer efter `@`, ligesom `#` foreslår projekter.
Slået op i navnene frem for tolket ud af teksten. Et navn kan have
mellemrum i sig, og et udtryk, der skulle fange dem alle, ville også
fange sætningen bagefter: `@Sofie i morgen` ville blive til en person,
der hed noget i den retning. Her er der ikke noget at gætte — der står et
navn, eller der gør ikke. Det er også dét, der gør det forsvarligt at
dele på: adgang må ikke afhænge af, hvor langt et regulært udtryk valgte
at læse. En mailadresse er ikke en omtale, det længste navn vinder, og
ejefaldets s hører til sætningen.
Kun nye omtaler, sammenlignet med teksten før gemningen på samme måde som
links: en note gemmes ved hver tastepause, så uden sammenligningen var
hver gemning en ny deling og en ny besked om det samme navn.
Kun ejerens omtaler deler. En medredaktør må skrive i noten, men ikke
give den videre — ellers kunne den, ejeren har delt med, skrive et navn
og dermed dele ejerens note med en, ejeren aldrig har hørt om. Det er
den samme regel, panelet følger.
Læser, ikke medredaktør: en omtale siger "se på det her", og det mindste,
der opfylder sætningen, er det rigtige at give. En rolle, ejeren har
hævet i panelet, sænkes ikke igen af en omtale.
Og én besked pr. handling: den, der lige er blevet nævnt, får "nævnte
dig" og ikke også "rettede en note" om den samme gemning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med
dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente
på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og
en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her.
Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en
konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en
invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes.
Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note.
Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en
e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at
kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af
project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når
noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der
ikke er der længere.
Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i
forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan
invitere til en note, som kun ejeren kan dele den.
De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan
trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så
sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det
ene af dem til at gøre ugyldigt.
Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at
den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder
— en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers
i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne
den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved
det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det.
Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt
med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke
på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke.
Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En
note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person,
der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er
den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse.
note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et
generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og
fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et
generisk par ikke have.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
Den anden halvdel af den melding, der begyndte det her: linkene i en delt note
førte ingen steder hen, fordi det, de pegede på, ikke var delt. At dele en note
er at dele det, den *siger*, og et link er en del af det.
note_shares får en `linked`-søjle. 0 er en deling, nogen har valgt; 1 er en, der
er udledt af et link. Skellet er hele modellen. Fladen kan sige *hvorfor* en
person har en note — "fulgte med" er en anden sætning end "du delte den" — og de
udledte rækker kan regnes forfra efter hver ændring, uden at røre dem, ejeren
selv har sat.
SyncLinkedShares regner billedet om fra bunden efter enhver af ejerens egne
handlinger: en deling, en fjernet deling, en gemning der har ændret links eller
titel, en sletning. Hele kæden følger med, ikke kun første led, med et loft på
hundrede noter — "del denne ene note" må ikke kunne blive til fire hundrede.
Rollen arves fra den note, man kom fra, og stærkest vinder, når en note kan nås
ad to veje.
Kun ejerens egne noter følger med, og det er ikke en optimering: et link peger
på en titel, og en medredaktør må skrive titler. Kunne et link hente hvad som
helst, kunne den, man har delt med, skrive [[Bankoplysninger]] og læse med.
Derfor slås der kun op blandt ejerens egne noter, og derfor regner kun ejerens
egne gemninger om. Begge dele har en Go-prøve.
Det lukker ikke hullet helt: skriver medredaktøren linket, og gemmer ejeren
bagefter sin egen note, følger den note med dér. Det, der står imod, er
synlighed — linket står som tekst i ejerens egen note, og panelet viser hver
note, der er fulgt med, og hvem der har den.
Udregningen åbner hver af ejerens noter, fordi titlerne er forseglet. Derfor to
værn: har man ikke delt noget, svares der med det samme ud fra ét EXISTS, og en
gemning regner kun om, når links eller titel faktisk har flyttet sig. Uden det
første kostede "Ny note" halvfems millisekunder, og i det hul nåede e2e-prøven
for monospace at taste sin titel ind i den forrige note, som editoren så tegnede
væk.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <[email protected]>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig.
Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det
første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første
resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så
åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt,
tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der
deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at
kunne åbne det.
Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder
inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele
noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under
markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og
sin egen tekst.
Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML
gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som
htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode.
To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <[email protected]>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
Kommendes liste has always been the next seven days and nothing else. Seven days
is the right walk to take in the morning, and it is still what the view opens on
— but "when does this month get busy" is a different question, and the month grid
answers it with shape rather than in order. So the list now takes a horizon: 7,
14 or 30 days, chosen with a switcher beside the view buttons.
Only the list gets one. A week grid is a week and a month grid is a month; there
is no fortnight for them to show, so the switcher is hidden in those modes.
The choice lives in localStorage next to the mode, under its own key. It is the
same kind of choice as list-or-grid — how you want to look, not a fact about the
work — and it should survive a reload without following you to a phone where
thirty day headings is a very long scroll.
Once the strip is longer than a week the day headings carry the week number.
Thirty days repeat every weekday four times, and "mandag 6. okt" alone does not
say which mandag.
Server side the endpoint already took `?days=` and capped it at 31, so the window
needed nothing — but its row limit was a constant 1000 written for a week. A
month asked for with a week's ceiling would truncate the last days silently, and
a day cut off the end of the answer looks exactly like a day with nothing due, so
the limit now follows the window.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <[email protected]>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_01SA1TDmgQZw3AufJqkbwezx
Adds a gallery of the same Today view in each of the six themes — Northern lights,
Charcoal, Dusk, Daylight, Paper, Contrast — so the range is shown rather than
described, on the landing page and (as the swatch panel) the docs home. The lone
Charcoal Today capture is folded into it.
And the quick-add demo that leads the docs — "betal moms i morgen kl 10 p1 #Firma
@regnskab" — is now English, "file the VAT return tomorrow at 10am p1 #Accounts
@tax", on every page it appears as the line to type: the home, the quick-add page,
the API and MCP examples, and the OpenAPI blurb. The Danish date words on the
quick-add page stay, because documenting the Danish parser is their job.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
Refreshes the whole screenshot set to the app as it ships now — the three-line
note rows, the lightened calendar — and adds two Charcoal captures, the theme
modelled on Apple Notes, since it is the one worth showing. The landing page and
the docs home both gain it, a "holds through a short network drop" line, and the
correction that a starred or flagged mail now loses its mark once it is a task
rather than keeping it. Six themes now, not five.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only
grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not,
because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after
the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for
the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a
label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own.
The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope
Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its
old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is
logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and
the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays
starred, stays in the next query, and is tried again.
The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs
and the scope table all say modify rather than read-only in the same change.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
The caching worker controls every page once it registers, and Playwright's
page.route() does not see the fetches a worker makes — so the failed-load test,
which forces a 500 to check the error path, got the real 200 through the worker
and read as a broken feature. Block the worker by default and turn it back on only
for the offline test, which is the one that needs a real one.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
The service worker did Web Push and nothing else, with a note that a cache
serving yesterday's data was worse than an honest "cannot connect". This adds a
cache that does not do that: network-first for everything that can go stale, so a
reader online always gets the live answer and the cache is reached only when the
network cannot answer. The task and note lists stay live; they just no longer go
blank the moment the signal does — a reload through a tunnel, a lift or a
base-station handover comes back to the app instead of the browser's offline page.
Writes are untouched and still go straight to the network; api.js already retries
them across the same short drop. The shell cache is versioned so a deploy lands in
a fresh cache and the old one is dropped on activate; the data cache is cleared on
sign-out so the next person on the browser does not inherit it.
The old hand-registered /sw.js becomes SvelteKit's src/service-worker.js, which it
registers itself, and the push handlers move across unchanged.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
On a touch screen a :hover on the tap target makes iOS spend the first tap
applying the hover and only open on the second — the double-tap Kristian hit
on tasks (and notes). The row hover is gated behind @media (hover: hover)
now, so a touch has no hover to apply and the first tap opens. The note
row's action buttons, which the hover used to reveal, are shown outright on
touch instead. And the task-row hover highlight is a rounded box (border
radius on the row), the same corner as a note in the list.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
In Charcoal the note-list day separators used --ground, the darkest colour
in the theme, so they read as dark bars on the lighter list. They take the
menu's own resting grey (#2d3133) now — the colour "Projekter" sits on —
via a --note-group-bg fallback token, so every other theme keeps --ground.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
On a phone the list/editor switch keyed on the loaded note, which arrives a
moment after the tap — so the first tap looked like nothing happened and
people tapped again. It keys on the selected id now, set the instant a row
is tapped, so the pane switches at once; the back button is there
immediately and the body fills in when it arrives, with a quiet pane rather
than the "pick a note" prompt in the half-second between.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
On a phone the note list and the editor stacked in one column, so a tapped
note opened below a full-height list, out of sight — "kan vælge en note men
kan ikke se indholdet". Now it is master-detail: the list fills the screen
until a note is opened, the editor takes over once one is, and an iOS-style
"‹ Noter" at the top of the editor goes back. The cards drop their border
and corners on one column, where there is nothing beside them.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
Kristian sent the exact values; the first Charcoal was a neutral grey guess
and missed them. Now: three panel greys, lightest sidebar (#2d3133) to
darkest editor (#1e1e1e) with the list (#242b2e) between — the reverse of
the usual sunken-is-darkest order, so the editor takes its own --editor-bg
rather than sharing the list's surface. The accent is amber: the selected
menu item is solid #ffce35 with dark text, a selected note is gold #a78c26
with dark text, and the section headings drop to a quiet grey (#8a8e90).
Each per-element colour is a fallback token only Charcoal sets, so every
other theme reads through to the shared token unchanged. Verified the
computed values land on Kristian's samples exactly.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
- A new Charcoal theme — neutral dark greys on the menu, note list and
editor instead of the default's faint green cast, with matching inks;
the green accent stays. It joins the theme picker on its own (the picker
is data-driven from THEMES).
- The text selection is a translucent wash of the accent, not the old
near-invisible tint and not a solid slab — visible on white and on the
dark surfaces, keeping the text's own colour.
- The note list is a rounded card now, the same corner and border as the
editor beside it, with a few pixels more air around the menu and the list.
- Signing out asks first: a second click within a few seconds confirms, so
a button the pointer passes over does not drop you at the login screen.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
The setup screen showed the secret and the otpauth URI as text and asked
you to scan — with nothing to scan. It renders the URI as a QR now, an SVG
(one dark path on a white card, so it reads in either theme) generated from
the barcode encoder already in the module graph via pquerna/otp. The secret
stays below it for a device that cannot scan.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
A save made while the connection blips for a few seconds is retried rather
than reverted: the request layer keeps trying a network failure for a
fifteen-second window, waking the instant the OS reports a link again, and
only falls back to the existing error path if the drop outlasts it. A quiet
"reconnecting" pill appears if the wait passes about a second, and leaves
the moment it heals — so a two-second blip is felt as nothing at all.
This is deliberately not offline mode: the app is a live view of a shared
list, so there is no cache to work in with no server and no write log to
reconcile. It is only the blip, ridden out. A server error (4xx/5xx) is the
server answering and is not retried; an aborted request (a superseded
search) is left to propagate.
Kristian: an offline function for when the net drops for short periods,
seconds. Shared items stay server-authoritative — nothing is edited against
a stale copy for longer than the blip.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
The Wunjo rune sat left of centre and thin. It is heavier now (a 6.5
stroke), bigger, and nudged right of the geometric centre so the heavy
stave and the light flag balance about the middle of the tile — so it
reads clearly as a home-screen icon.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
Each note is three lines now: the title, then the date and the excerpt,
then where the note is filed — a folder like the menu's groups and the
project's name, the owner's when it is someone else's, or simply "Noter"
when it belongs to no project. The date leads the second line, left
aligned, instead of being pushed to the right of the title. A faint
hairline separates one note from the next, and a month heading is
capitalised ("August 2026", not "august 2026").
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]>
Kristian Wind