kristianwindandClaude Opus 5
8ee9fbedfb
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her. Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes. Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note. Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der ikke er der længere. Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan invitere til en note, som kun ejeren kan dele den. De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det ene af dem til at gøre ugyldigt. Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder — en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>