4e31752c0b448bbb1d43ae9d752559780a33493b
54
Commits
| Author | SHA1 | Message | Date | |
|---|---|---|---|---|
|
|
e7df876c4a |
feat(mcp): forbind med kontoen i stedet for med et token
Claude's forbindelsesdialog prøver OAuth først. Indtil nu var svaret 404, og eneste vej ind var at lave et token og sætte det ind i en adresse. Nu er instansen sin egen autorisationsserver for MCP-klienter: - /.well-known/oauth-protected-resource(/mcp) og /.well-known/oauth-authorization-server peger på login'et; en 401 fra /mcp bærer WWW-Authenticate med resource_metadata - /oauth/register (RFC 7591), kun offentlige klienter; registreringer, ingen godkender, ryddes efter et døgn - /oauth/authorize sender til /forbind, som logger ind med det almindelige login og spørger "Claude vil forbinde til din konto" — og viser, hvor adgangen sendes hen, fordi navnet er klientens eget - /oauth/token: authorization code + S256 PKCE, koden gælder ét minut og én gang; ud kommer et almindeligt API-token, listet under Tokens med klientens navn, og en ny forbindelse fra samme klient erstatter det - /mcp tager nu også Authorization: Bearer; ?key= virker stadig Co-Authored-By: Claude Opus 5.5 <[email protected]> |
||
|
|
956e57f234 |
feat(opgaver): alarmen kan tales ind, og kan være standard
To halvdele af det samme: at en opgave med et klokkeslæt også kan få en
alarm, uden at man går en omvej hver gang.
Påmindelser har virket længe og skulle sættes én ad gangen. En opgave
dikteret som "i morgen kl 9" fik en tid og INGEN alarm — `CreateReminder`
blev kun kaldt fra sit eget endepunkt, så intet skabte en påmindelse af sig
selv. Derefter skulle man åbne opgaven, finde Påmindelser og vælge et
klokkeslæt, og den omvej er længere end at skrive opgaven.
SÆTNINGEN
Hurtig tilføjelse forstår nu alarmen:
ring til tandlægen i morgen kl 9 #hjem mind mig en time før
Formerne er `mind mig` / `påmind` / `remind me` / `med alarm`, efterfulgt af
en varighed (`en time før`, `10 min før`, `et kvarter før`, `en halv time
før`, `dagen før`, `to dage før`) eller et klokkeslæt (`mind mig kl 8`).
Bar "mind mig" betyder på selve tidspunktet. Dansk og engelsk i samme
linje, som resten af parseren.
Det gælder uanset hvor stemmen kommer ind: tastaturets diktering, en
genvej, eller noget tredje ender som tekst gennem den samme parser. Derfor
er syntaksen forudsætningen for dem alle frem for én af dem.
Trinnet ligger FØR klokke og dato, og den rækkefølge er hele tricket: "mind
mig en time før" har en varighed i sig og "mind mig kl 8" har en klokke, og
begge læst af tidsparseren først bliver opgavens egen forfaldstid i stedet
for dens alarm.
STANDARDEN
En indstilling under Notifikationer giver opgaver med både dato og
klokkeslæt en alarm uden at blive bedt om det, med et valgfrit varsel.
Den rammer alle tre veje, en opgave kan få et klokkeslæt — oprettet,
redigeret og hurtig-tilføjet. Redigeringsvejen er den halvdel, løftet om
"alle opgaver med en dato og tid" ellers taber: en opgave skrevet nu og
givet en tid i eftermiddag er den samme opgave. CalDAV er bevidst udenfor:
en opgave fra Apple Påmindelser bærer sin egen alarm, og to alarmer for én
opgave er værre end ingen.
Slået FRA for alle, der findes i dag. At tænde den i en migrering ville
give hver eksisterende bruger alarmer, de aldrig har bedt om, på opgaver de
har liggende — og det her er software, andre selv driver.
Og standarden skabte et behov for en udvej, så den fik en: "ingen alarm" i
linjen springer en enkelt opgave over, mens man skriver den, frem for at
oprette den, åbne den og slette alarmen der lige blev lavet. En udtrykkelig
alarm slår også standarden — den lægger sig ikke oven på.
TRE TING LÆSNINGEN FANGEDE
* Fortegnet. Lageret LÆGGER forskydningen til forfaldstiden
(`due_datetime + offset_min * 60`), så "en time før" er -60. Gættet
havde givet en alarm en time for sent, og det er den ene retning en
påmindelse ikke må tage fejl i. Samme konvention hele vejen —
indstillingen, parseren og kolonnen — for to fortegnsregler for det
samme begreb viser sig kun som en alarm på et forkert tidspunkt.
* Den stille døde alarm. `DueReminders` vælger forskydningsformen kun
`AND t.due_datetime IS NOT NULL`. Så "mind mig en time før" på en opgave
med en dag men ingen klokketid ville have lagt en række, der aldrig
fyrer. Nu bliver opgaven oprettet, alarmen ikke, og det bliver sagt.
Det er den ene slags fejl en påmindelse ikke må have, fordi intet
bagefter afslører den: der står ingen række at savne.
* "-60 min." på skærmen. TaskDetail viste forskydninger råt. Før nu kunne
de kun laves gennem API'et, så grenen stod reelt urørt — dette er det
første, der bruger den i praksis. Den skriver nu "1 time før".
PRØVET
Prøverne spørger `DueReminders` frem for om rækken findes: en række med
forkert fortegn findes lige så overbevisende og ringer en time for sent. Et
minut før den er forfalden må alarmen ikke være i listen, et minut efter
skal den.
Hver plantet fejl er kontrolleret til at falde i præcis den prøve, der
findes for den — fortegnet vendt, ordgrænsen fjernet, trinnet flyttet efter
dato, umulig klokke accepteret, dobbelt-vagten slået fra, "ingen alarm"
ignoreret, positivt tal accepteret, råt fortegn vist.
Og prøvens eget navn er en rettelse: de første fejlede i hele suiten men
bestod isoleret. Suiten kører med én arbejder mod ÉN database, og "ring til
tandlægen" findes fire steder i filen, så `.first()` ramte en anden prøves
opgave uden alarm.
Go-suiten grøn. E2E: 131 bestod, 0 netafbrydelser.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
|
||
|
|
8c3aa33f13 |
fix(udgaver): porten dækkede 29 ruter og skulle dække 63 — og fladen ringede stadig på dørene
Prøven, der skal holde udgaverne adskilt, stod grøn gennem to merges, mens
34 opgaveruter blev betjent af noter-udgaven. Den fejlede ikke: den
sammenligner routeren med en nedskreven liste, og listen var skrevet ud
fra de ruter, nogen havde tænkt på. Den er en DRIFT-kontrol, og den kan
ikke være en fuldstændighedskontrol. Det står nu i prøven selv.
Lukket: CalDAV-træet (8 ruter, alle læser eller skriver en VTODO),
.well-known/caldav (en påstand om at der er en CalDAV-server), ICS-feedet
og de to ruter til dets token, de fire opgave-eksporter, Todoist- og
CSV-importen, skabelonerne, sektionerne, de seks AI-opgaveruter og
indbakke-krogen. Plus fem af ni MCP-værktøjer — endepunktet er der
stadig, værktøjslisten er kortere.
Tre blev afgjort ved at læse frem for ved navnet: en skabelon laver
opgaver (CreateProjectFromTemplate), `section_id` står på `tasks` og
findes ikke på `notes`, og add_comment hænger på en opgave.
Men den dyre halvdel var fladen. En vandring gennem hver side, der kan
nås i noter-udgaven, med konsollen og svarene aflæst, fandt SYV brud —
fire af dem fra den første port:
sidebjælken GET /filters 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
sidebjælken GET /labels 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
notifikationer GET /ai/plan 404, stille
notesbogens side GET /tasks kastede → status = 'failed'
notesbogens side GET /sections kastede → samme fejlskærm
indstillinger GET /templates toast med fejlbesked på skærmen
integrationer GET /feed 404, stille
Den fjerde er den, der har kostet noget: /projekt/{id} er notesbogens
side, og kaldene samles i et Promise.all, så én 404 tog hele siden med.
Den har vist en fejlskærm frem for noter siden porten blev sat. Ingen
prøve åbnede en notesbog i den udgave, og .catch(() => {}) sørgede for,
at resten ikke sagde noget. "Fladen følger udgaven" var sandt om menuen
og falsk om hentningerne.
Vagten for opgaver står i butikken frem for ved kaldestederne: der var
tre, og den fjerde blev glemt — hvilket er præcis sådan, den slap
igennem.
Og rettelsen lavede selv en fejl, som vandringen fangede: da opgavekaldet
holdt op med at fejle, kom en uendelig effekt-løkke frem, som 404'eren
havde holdt låg på. En ubetinget tilskrivning til app.tasks får
projektsidens effekt til at kalde tilbage. 404'eren var låget på en
løkke, ikke bare støj.
Også: -timeout 20m i begge CI-workflows. internal/httpapi tog 664s her og
498s i CI på #95, mod Go's standardgrænse på 600 — og når den krydses, er
beskeden "panic: test timed out after 10m0s" plus et goroutine-dump, som
læser som en deadlock i koden frem for som en suite, der blev for stor.
watchForTrouble udskilt til web/e2e/trouble.js, så udgave-suiten kan bruge
den samme.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
|
||
|
|
6154e6b247 |
feat(udgaver): urd — noter-udgaven siger sit eget navn
Verdande og Urd er to af nornerne i Völuspá, og digtet har dem skære
mærker i træ: *skáru á skíði*. Verdande er det der bliver; Urd er det der
blev, og blev gemt. En instans startet uden opgaveruterne er et andet
produkt for den der bruger den, så den siger et andet navn.
Navnet læses fra udgaven i ÉT sted — Config.ProductName/ProductSlug —
frem for at stå skrevet i teksterne. Frontend-bygget er byte-identisk i
begge udgaver; serveren omdøber de to filer, browseren læser før noget
JavaScript kører.
Der er to titler, og det blev først klart, da e2e-prøven sagde det:
skallens <title>, som serveren omdøber, og rutens egen i <svelte:head>,
som appen sætter bagefter og som overskriver den første. Go-prøven var
grøn over de bytes, serveren sendte, mens fanen sagde "Noter · verdande".
Begge prøver spørger nu om begge.
Omdøbningen er ankret på hele strenge frem for på ordet "verdande", fordi
app.html også indeholder localStorage.getItem('verdande:theme'). Omdøbes
præfikset der og ikke i resten af appen, bliver temaet sat fra én nøgle og
læst fra en anden, og det eneste symptom er det hvide blink, det
indlejrede script findes for at undgå. Tre plantede fejl bekræfter, at det
er de rigtige prøver, der fanger det: et flyttet anker i app.html, en bred
søg-erstat, og en applyRebrands uden fejlretur.
Mailen var det vigtigste sted. appName var et felt med en værdi og ingen
læser, og kommentaren ved siden af sagde, at det stod i hver besked — de
tre steder havde ordet skrevet ud i stedet. En invitation fra en
urd-instans går til et andet menneskes indbakke.
Også omdøbt: web-manifestet (og sendt som application/manifest+json — Go
kender ikke .webmanifest og sniffer den til text/plain, hvorefter
browseren ignorerer manifestet uden at sige noget, og installationsknappen
bare ikke er der), mærket i menuen (ᚢ uruz frem for ᚹ wunjo),
opstartsloggen, passkey-promptens visningsnavn, ICS-kalendernavnet og
udseendet, der er opkaldt efter programmet.
Ikonet er IKKE med: icon.svg er stadig ᚹ, og de tre PNG'er genereres fra
den. Det rører binære, genererede filer og hører i sin egen ændring.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
|
||
|
|
3132bba7e5 |
feat(data): hele kontoens opgaver kan hentes, og en indsat liste bliver til opgaver
To ønsker, meldt sammen. --- eksport af det hele --- Eksporten fandtes allerede — konto som JSON, noter som Markdown i en zip, og pr. projekt CSV i Todoist-format og ICS. Hullet var, at opgaver kun kunne hentes ÉT PROJEKT AD GANGEN. Med femten projekter er det femten downloads for at flytte sine egne opgaver, hvilket er en eksport, der teknisk set findes, og som ingen bruger. `GET /export/projects.zip` er én CSV pr. projekt. En zip og ikke én bred fil med en projektkolonne: Todoists egen eksport er en fil pr. projekt, så det er den form, der importeres i den anden ende — og den form, man kan hive ét projekt ud af uden at åbne et regneark. Samme begrundelse som noteeksporten, der er en mappe med Markdown og ikke én lang fil. `GET /export/tasks.ics` er alle daterede opgaver i én kalender. Ét fil og ikke en zip, fordi en kalender er lavet til at rumme mange ting, og projektet følger med hver opgave. Udaterede udelades — en VTODO uden dato er en linje, de fleste læsere taber på gulvet. Prøven ser I filerne frem for på statuskoden: en tom zip og en kalender uden VTODO'er er begge 200 med en troværdig Content-Type, og det er præcis den form, en fejl i en eksport har. To projekter, ikke ét, så en løkke der kun eksporterer det sidste ikke består. --- en indsat liste bliver til opgaver --- Quick-add er ét felt på én linje, og browseren smider linjeskiftene væk ved indsætning i et `<input>` — så en kopieret liste blev til én opgave med punkterne mast sammen. Nu læses den. Indrykning bærer niveauet, og bredden læses af teksten frem for at være gættet til to eller fire: en liste fra Apple Noter rykker ind med ét antal mellemrum, en fra et Markdown-dokument med et andet, og begge skal give ét niveau. `- `, `*`, `1.` og `1)` fjernes som den notation, de er. `- [x]` er derimod indhold: en halvt afkrydset liste, der kommer ind som lutter uløste opgaver, har tabt det, man indsatte den for. Teksten røres ikke ud over mærket. Datoer, `#projekt` og `@etiket` læses af quickadd på serveren, præcis som når linjen var skrevet i hånden — ét sted at forstå en opgavelinje, ikke to. Derfor tager `/tasks/quick-add` nu et `parent_id`: en indrykket linje skal parses som enhver anden. En undertask lever i sin forælders projekt. Et `#projekt` på en indrykket linje honoreres derfor ikke, og det siges højt som `unknown_project` frem for at ordet bare forsvinder fra titlen. Indsætter man i en opgaves undertask-felt, bliver linjerne undertasks dér. Det er "enten opgaver eller undertasks" afgjort af hvor man indsætter, uden at nogen skal vælge noget i en menu. Listen vises, før den oprettes. Fyrre opgaver fra et fejlklik er ikke noget, man skal opdage bagefter — og visningen er også svaret på "forstod den indrykningen", stillet mens der stadig er en Fortryd-knap. --- rettet undervejs --- Rækkens undertask-tæller stod stille, når en undertask blev tilføjet fra ruden: rækken sagde 1/2, mens ruden foran viste fire. Tallene bor på forælderen og regnes ud ved hentning, og serveren sender ikke forælderen igen, fordi et barn blev lavet. Det gjaldt også den gamle vej, ikke kun den nye. Go-suiten grøn. Fuld chromium-suite: 103 bestået, 0 fejlet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
7e981354c2 |
feat(indstillinger): en indstilling kan findes ved at søge efter den
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver, projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det, programmet består af. Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten. To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et. Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem. `words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord, ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal, webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de virker som søgeord. Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig — og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server. Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med otte afsnit, man ikke selv rullede hen til. Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde fejl på det, der med rette var skjult. Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet noter længe, og kan nu også indstillinger. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <[email protected]> |
||
|
|
61f8887319 |
fix(integrationer): en adresse kan læses helt, også på en telefon
Feed'et, mailadressen, krogen, curl-eksemplet, CalDAV-serveren og de to redirect-URI'er lå i skrivebeskyttede <input>. Et input ombryder ikke — det ruller indeni — så på en telefon stoppede adressen midt i kassen, og resten fandtes kun ved at trække inde i feltet. Der var ikke engang et rullepanel at se: feltet så ud som om det indeholdt det, der stod i det. Målt ved 390 px var kassen 306 px og krogens adresse 634. De er nu <output>. Det er stadig et felt, en <label for> kan pege på, så navnene på felterne bliver ved med at høre sammen med dem, og det er tekst, der ombryder. `user-select: all` beholder det ene, inputtet gjorde bedre: ét tryk tager hele adressen. Det samme gjaldt invitationslinket i en delt note, som vises netop når der ikke er nogen post at sende det med — altså når det er det eneste, der findes. Prøven nævner felterne ved navn frem for at forespørge på en klasse. Den, der måler `.field output` og finder nul, består også den dag felterne er lavet om til noget andet klippet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <[email protected]> |
||
|
|
72637a153a |
fix(kalender): en abonnementsadresse skubber ikke siden ud over skærmen
Adressen på et kalenderabonnement blev vist i en punktliste uden noget, der lod den ombryde. En URL er ét ord på et par hundrede tegn uden et mellemrum i, så den kan ikke bryde af sig selv — og det bredeste element på en side bestemmer sidens bredde. På en telefon betød det, at hele indholdsspalten fik et vandret rullepanel, ikke bare den ene linje. `overflow-wrap: anywhere` er det, resten af indstillingerne allerede bruger til et token og en hemmelighed; listen her var den, der blev glemt. Samtidig får den layout frem for at ligge som løse inline-spans: navn, adresse og knap under hinanden, uden punkttegnets indrykning. Prøven måler `.content` og ikke dokumentet. Skallen holder selv siden på skærmens bredde, så en måling på documentElement består med fejlen i behold — den blev skrevet først og bestod, hvilket er grunden til at kommentaren står der. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <[email protected]> |
||
|
|
5eb689e4c2 |
feat(links): vælg hvilken browser et link åbner i
Ønsket var en liste over de installerede browsere. Den findes ikke: en webside kan hverken se, hvilke browsere der er på maskinen — listen er lukket land, fordi den er et fingeraftryk, der ville følge folk rundt på nettet — eller bede systemet om at bruge en bestemt af dem. Det eneste håndtag er de URL-skemaer, browserne selv registrerer: firefox://open-url, googlechrome://, microsoft-edge:. Dem kan man prøve, og man kan ikke spørge, om de findes. Så indstillingen er skrevet som det, den er — et forsøg med et faldback — frem for som et løfte, der ville holde på telefonen og ikke på en Mac. Valget står i localStorage, ikke på kontoen. Samme grund som sidebjælkens bredde: det er en egenskab ved maskinen, man sidder ved. firefox:// virker på telefonen og gør ingenting på Mac'en, så et valg, der fulgte kontoen, ville være forkert det ene af de to steder hver gang. Ét sted i koden frem for ét pr. komponent. Links står i opgavetitler, i beskrivelser, i noter og i indstillingerne, og en regel, der skulle gentages hvert af de steder, ville mangle det ene sted, ingen tænkte på. Kun udadgående links; programmets egne ruter går gennem SvelteKit som før. To ting, målingen rettede undervejs: Det skjulte iframe — den kendte opskrift — bliver blokeret af appens egen Content-Security-Policy, som siger default-src 'self'. Uden e2e-prøven, der fangede CSP-fejlen i konsollen, ville skemaet aldrig være blevet forsøgt i produktion, og indstillingen ville have set ud til at virke, fordi faldbacket åbnede linket alligevel. Nu sættes location i stedet: et ukendt skema afbryder navigationen frem for at forlade siden. Og faldbacket troede sig blokeret hver eneste gang. window.open med noopener returnerer altid null — det står i specifikationen — så kontrollen af, om fanen blev åbnet, faldt altid ud til "blokeret", og den aktuelle fane blev navigeret væk i stedet. Håndtaget er det eneste, der kan kende en blokeret fane fra en åbnet, så det bruges nu, og opener ryddes bagefter. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
9fa47822c1 |
Merge pull request #69 from kristianwind/ai-dagens-plan-2
feat(ai): dagens plan, mails der giver mening, og svar på et spørgsmål |
||
|
|
8139003b35 |
feat(ai): dagens plan, mails der giver mening, og svar på et spørgsmål
De tre sidste af de fem. Alle tre samme sted hen: det, man ellers selv skulle sidde og gøre klokken syv om morgenen. Dagens plan. Én besked om morgenen om det, der forfalder i dag, og det, der er sprunget over. Tallene tælles i basen og gives til modellen som kendsgerninger, den ikke må regne om — en plan, der siger fire opgaver, hvor der er tre, er værre end ingen plan. Er der ingen model, står tallene alene, og det er stadig det, man havde brug for at vide. Er der hverken noget, der forfalder, eller noget, der er sprunget over, kommer der ingen besked: en morgen uden noget at gøre er en god morgen, og en besked om ingenting lærer folk at lade være med at åbne beskeder. Timen er personens egen — klokken syv er syv forskellige steder — og jobbet kører hver time frem for på et klokkeslæt, så en instans, der sov, ikke springer dagen over. Flytter man timen, ryger dagens mærke, så man kan se virkningen i dag i stedet for i morgen. Mails, der giver mening. Opgaven hed, hvad mailen hed: "Anders Jensen: SV: SV: Vedr. levering uge 12". Nok til at genkende, ikke nok til at gøre noget ved. Nu skriver modellen den handling, mailen beder om, og lader være, hvis den ikke beder om nogen. Ét kald pr. gennemløb frem for ét pr. mail — femogtyve mails er ellers femogtyve gange ventetid — og emnet bliver stående i beskrivelsen, så en misforstået mail stadig kan læses. Falder modellen ud, hedder opgaven afsender og emne som før: en model, der er nede, må ikke kunne stoppe posten. Og svar på et spørgsmål. "Hvad lovede jeg Anders i august?" — svaret står spredt over tre noter, og ingen af dem indeholder ordet "lovede". Søgningen kræver, at alle ord optræder, hvilket er rigtigt for et søgefelt og forkert for et spørgsmål, så kandidaterne hentes ord for ord og de noter, flere ord rammer, kommer øverst. Modellen får kun dem: den slår ikke selv noget op, så et svar kan ikke handle om nogen andens noter. Og svaret bærer, hvad det står på — en model, der siger "det gjorde du den 14.", er kun brugbar, hvis man kan slå op i det, den læste det i. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
0cf5c8c281 |
feat(beacon): sig det uopfordret, og lad være med at fejle i tavshed
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse. For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke vidste, der var noget at slå fra. Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt, med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet "anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. `keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde "slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt løfte som et tilvalg, ingen har truffet. Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde: Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed. Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og vist. En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme. Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser alle sammen ud som "færre bruger det nu". Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com, ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra hinanden. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
d063425cae |
feat(indbakke): en adresse, andre programmer kan skubbe en opgave til
Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her, mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan kalde en URL. Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren, så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder. Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med. Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan. Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke kan lukke for den indgående post. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
84ca506961 |
feat(gmail): take the star off a mail once it has become a task
A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not, because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own. The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays starred, stays in the next query, and is tried again. The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs and the scope table all say modify rather than read-only in the same change. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]> |
||
|
|
f62ffc8d92 |
feat(2fa): show a scannable QR code when enabling two-factor auth
The setup screen showed the secret and the otpauth URI as text and asked you to scan — with nothing to scan. It renders the URI as a QR now, an SVG (one dark path on a white card, so it reads in either theme) generated from the barcode encoder already in the module graph via pquerna/otp. The secret stays below it for a device that cannot scan. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]> |
||
|
|
01001d0980 |
fix(settings): the "open completed tasks" link was unstyled
It carried class="ghost", which nothing in the data page styles — so it fell back to the browser's blue underline while every link beside it is the accent-coloured .link. Now it matches them. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]> |
||
|
|
8dfab618f7 |
feat(settings): menu and body-text font size, and a bolder menu by default
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are choices under Settings → Appearance: - Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses. - Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes), the same mechanism a look uses. The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names, the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look, and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default carries no attribute so the base tokens stand. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]> |
||
|
|
272c4918b0 |
feat(settings): a quiet Buy me a coffee link
A donate link belongs in Settings and nowhere in the way — so it sits last, understated, below the device list. A plain anchor with an inline SVG cup: no third-party script, no webfont, no tracking, so it works offline and cannot phone home. Wording says the app is MIT with nothing held back and that nothing changes if you don't pay. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <[email protected]> |
||
|
|
b6cbc6cbc2 |
fix(ai): din egen model kunne ikke sættes op — tre fejl i én oplevelse
Rapporteret som "AI gemmer ikke mine oplysninger". Anden gang det symptom meldes, og en helt anden årsag end sidst — dengang delte scopes i user_settings én række og slettede hinanden. Udbyderen hedder "OpenAI-kompatibel (Ollama, LM Studio, …)" og feltet foreslår selv http://localhost:11434/v1. safedial nægter præcis den slags adresser. Så den ene udbyder, der findes for at køre sin egen model, kunne ikke sættes op, og formularen foreslog en adresse, serveren ville afvise. Serveren svarede 422 med en fejl på base_url. Formularen havde ingen plads til at vise en fejl på det felt, og fordi fejlobjektet ikke var tomt, blev der heller ikke vist en toast. Beskeden forsvandt, og det så ud, som om der ikke skete noget ved at trykke Gem. Tre rettelser: - Private adresser tillades for admins. Muren står, fordi en server, der henter en brugerangivet adresse, lader den, der angiver den, nå ting han ellers ikke kan. En admin på en selvhostet instans ejer allerede værten og dens netværk, så det giver ham intet nyt. For en inviteret bruger er den lukket som før. Tilladelsen regnes ud pr. forespørgsel, ikke gemt ved siden af adressen — den, der ikke længere er admin, skal ikke kunne nå indenfor på et gammelt flag. - Tailnet er ikke "indenfor". Halvdelen virkede allerede ved et tilfælde: Gos IsPrivate dækker RFC1918 og ikke det CGNAT-område, Tailscale låner, så 100.x slap igennem uden at nogen havde besluttet det. IPv6-halvdelen gjorde ikke — fd7a:115c:a1e0::/48 ligger inde i fc00::/7. Samme maskine var altså tilgængelig eller ej alt efter adressefamilie. Begge områder er nu navngivet, hvilket gør IPv4-halvdelen bevidst frem for heldig. - Feltfejl kan ikke længere forsvinde. base_url og model har fået et sted at vise en, og en fejl på et felt, der ikke har et, råbes op som en toast frem for at blive tabt. |
||
|
|
dcb71f4c14 |
feat(calendar): abonnement på flere kalendere, ICS og webcal
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m3s
Bedt om som "abonnering af flere kalendere (ics og webcal?)". Det er også den eneste vej for en privat konto: instansens OAuth-klient er Internal, og Google afviser en konto udefra med `org_internal`, uanset hvad der ellers er sat op. **Samme tabeller.** Et abonnement er én kalender med begivenheder i, og det er præcis det, `calendars` og `calendar_events` allerede beskriver — med vinduet, farven, `shown` og hele fejemaskinen omkring sig. En tabel til ville være en anden vej til det samme sted, og to veje til ét sted er to steder at rette den dag noget om begivenheder ændrer sig. Det, der skulle laves om, var identiteten. En OAuth-konto er én pr. person og udbyder — tokenet er identiteten — mens et abonnement er én pr. adresse, og man har flere. `calendar_accounts_once` er derfor delvist nu: det holder for rækkerne uden adresse, og et andet indeks holder adresserne unikke. Delvise indekser er den ene ting, SQLite kan her, som ellers krævede en tabelombygning. **`webcal://` skrives om til `https://`.** Det er ikke en protokol, noget taler — det er en konvention, der får et skrivebord til at give adressen til kalenderprogrammet i stedet for til browseren, og alle udgivere skriver deres links sådan. At afvise den ville være at afvise folk på en teknikalitet. **Adressen gennem `safedial`, begge halvdele.** Afvist hvor den skrives ned, så den, der står med feltet, får svaret med det samme — og igen på den *opslåede* adresse hver gang den hentes, fordi et navn, der blev godkendt ved indtastningen, kan svare 127.0.0.1, når fejemaskinen kører klokken tre om natten. Det er den sætning, `internal/safedial` selv står og advarer om, og den blev skrevet efter et SSRF-fund i morges. **Hentet én gang, før den gemmes.** En adresse, der ikke kan læses, er en tastefejl langt oftere end en server, der tilfældigvis er nede, og at sige det, mens nogen står med feltet, er de to sekunder værd. Et abonnement, der lydløst aldrig fyldes, er den samme tavshed, notifikationerne havde. Læseren er ny i `internal/ics`, som hidtil kun kunne skrive. To ting, den med vilje ikke gør, står skrevet ved den: den udfolder ikke gentagelser, og den opløser ikke tidszoner. Begge dele er større end de ser ud, og begge har ét sted at høre til den dag de skal. En ting, formatet lærte: DTEND er eksklusiv for en heldagsbegivenhed. Gemmes den, som filen skriver den, dækker hver eneste helligdag også dagen efter sig. Én adresse, der fejler, stopper ikke de andre. Et abonnement er en anden persons server, og den ordinære tilstand for en anden persons server er, at den er i orden indtil en morgen hvor den ikke er. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
fcd6dca852 |
fix(push): "der kommer ikke nogen" kunne ikke besvares
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m0s
Alt om det var usynligt. Indstillingssiden sagde "til for denne enhed", så snart der fandtes et abonnement — også når hver eneste push blev afvist. Og en afvist push gik i en logline på **Debug**, som ikke skrives på en instans, der kører på standardniveau. Så en levering, der fejler lydløst, og en levering, der aldrig sker, så ens ud, og forskellen er hele diagnosen. Tre forskellige problemer havde ét udseende: browseren tilmeldte sig aldrig, tjenesten afviste den, eller der var ikke noget forfaldent endnu. **En prøveknap** under Indstillinger → Notifikationer sender én notifikation gennem den rigtige rute — ikke en genvej, så det, den beviser, er det, der faktisk skal virke — og siger hvad hver enhed gjorde ved den. Kom den ikke frem, og afviste ingen den, står der, at det så er browseren eller styresystemet, der holder den tilbage. Nu peger svaret på ét af de tre steder. Loglinjen er hævet fra Debug til Warn. Det var den ene linje, der ville have sagt hvorfor. Teksten kommer fra klienten, fordi ordbøgerne gør. En server, der bærer sin egen kopi af "det her er en prøve", bærer den på ét sprog. **Og en lækage, prøven fandt.** Go pakker en transportfejl som `*url.Error`, og dens tekst er `Post "https://fcm.googleapis.com/fcm/send/dQw4…": dial tcp: …` — hele endepunktet, som er den legitimation, push-tjenesten udstedte til den enhed. Den var på vej ud i svaret, i loglinjen og i ethvert skærmbillede af nogen af dem. Prøven var skrevet for at bevise, at kun værten blev nævnt, og det var sådan den blev fundet. Fejlen pakkes ud, og adressen skrubbes bagefter alligevel: den næste fejltype, der bærer den med, kommer ikke med en advarsel. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
ce3fc466b2 |
fix(auth): andenfaktoren kunne gættes igennem, og et token kunne tilmelde sin egen
To huller fra sikkerhedsgennemgangen, og de er samme historie fortalt to gange: den ene kontrol, der findes til når adgangskoden allerede er tabt, kunne omgås af netop den, der havde adgangskoden. **H1 — spanden blev fyldt af adgangskoden alene.** `handleLogin` nulstillede ratebegrænseren ved hver korrekt adgangskode, *før* den så på, om der var en andenfaktor. Det gav én, der havde kodeordet, ubegrænsede portioner på ti gæt: log ind, få en frisk spand og en frisk ventende session, brug ti gæt på koden, log ind igen. Med tre gyldige koder i ethvert øjeblik og tyve forespørgsler i sekundet er det lige odds inden for en eftermiddag. Spanden ryddes nu først, når login er *færdigt*, og der er kommet en spand mere: koder tælles pr. konto og ikke kun pr. adresse. Adressespanden er slået af enhver med mere end én adresse, hvilket er det almindelige — en telefon og en bærbar er allerede to. Det, der gør en sekscifret kode sikker, er at gæt er en knap ressource, og knapheden skal tælles imod det, der bliver angrebet. Den ventende session får lov at leve. At afslutte den ved første forkerte ciffer blev overvejet og valgt fra: det ville koste en, der taster ét tal forkert, sin adgangskode igen, og det køber næsten ingenting oven i loftet pr. konto. **M3 — et lækket token kunne tilmelde sin egen andenfaktor.** `/auth/totp/setup` lå kun bag `requireAuth` og spurgte om ingenting, mens `disable` altid har krævet adgangskoden: døren åbnede med et token og lukkede kun med et kodeord. Et stjålet token kunne hente hemmeligheden, lægge den i sin egen godkender, bekræfte den og beholde den eneste kopi af gendannelseskoderne. Ejerens næste login ville stoppe ved en kode, de ikke havde, og de kunne ikke slå den fra uden at logge ind først. Et tyveri bliver til et lejemål — den sætning står allerede i filen ved siden af om passkeys, og det er den samme regel. Nu bag `requireSession` sammen med passkeys og sessionerne, og `setup` spørger om adgangskoden ligesom `disable`. Symmetrien er pointen: at slå den til er mindst lige så indgribende som at slå den fra. Og en note kan oprettes inde fra et projekt. At ligge i et projekt *er* måden en note deles på, så det er én handling frem for to — man skulle før oprette noten under Noter og bagefter finde projektet frem i "Del i". Ruden findes nu, også før der er en eneste note, for ellers er der ingen knap dér, hvor man opdager at der skal skrives noget ned. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
bdde9cc6a5 |
merge: Google Kalender som menupunkt, med Verdandes egen kalender lagt over
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel: kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage. **OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som *Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord, man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør. Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op. `internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails: én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede. Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021 skulle igennem. Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit, og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret ikke stille viser noget forkert. `CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre færdigt ved en andens møde. To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https. Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
6b2cd0f259 |
merge: engelske skærmbilleder, og otte steder hvor fladen blev ved med at være dansk
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m54s
Skærmbillederne er engelske, fjorten i alt, og der er to mennesker i dem. Det sidste er ikke pynt: halvdelen af det, programmet er til, findes ikke med én konto — en ansvarlig, et navn i historikken, en medlemsliste, og "Venter på andre" som andet end en tom side. Sproget kommer fra kontoens locale og ikke fra strenge skrevet i hånden, hvilket er dét, der fandt fejlene: otte steder, hvor grænsefladen blev ved med at være dansk, uanset hvad kontoen sagde. "Forsinket" og "I dag" skrevet ind i markup, "Uden sektion" som boardets første kolonne, gentagelsesreglerne halvt oversat, alle nitten navne på hændelser i historikken, og et `da-DK` hårdkodet i Kommende. Gentagelsesreglerne er flyttet til `when.js`, så menuen og mærket ikke kan blive uenige igen — det er præcis, hvad den fil er til. README's billeder havde været brudte siden `37605ba`, som lavede PNG'erne om til WebP og slettede dem, uden at teksten fulgte med: forsidebilledet og alle seks i tabellen var 404 på GitHub. Og noterne — hele funktionen — stod ikke nævnt hverken i README, på forsiden eller i dokumentationen. Nu skrives PNG til docs og WebP til site, altså præcis dét, de to steder læser. Før efterlod hver kørsel tolv usporede PNG'er i site, som intet pegede på. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
dcd66b415e |
docs(web): registreringsteksten fortæller nu, at klienten dækker begge dele
Hjælpeteksten sagde "slå Gmail API til", og det er kun det halve nu. Den samme klient bærer både Gmail og Google Kalender og skal have begge redirect-URI'er — og kalenderpanelet siger, hvor dets egen kommer fra, så ingen leder efter et felt til en klienthemmelighed, der allerede står ovenfor. |
||
|
|
031bb18067 |
fix(calendar): en tom kalender skal sige hvorfor, ikke bare være tom
At vælge en kalender er nogen, der siger "vis mig den her". At gemme valget og lade gitteret stå tomt, til fejeren kommer forbi et kvarter senere, er en kalender, der påstår, at fjorten dage er fri — og personen står på siden med knappen under hånden. Gemningen henter nu selv. Og er der forbundet en konto uden at der er valgt nogen kalendere, siger visningen dét. "Der er ikke valgt en kalender" og "der er ikke booket noget" ser ens ud, og kun den ene er noget at gøre noget ved. |
||
|
|
dce8800f93 |
fix(web): otte steder hvor grænsefladen blev ved med at være dansk
Skærmbillederne skulle tages på engelsk, og det var dét, der fandt dem: en konto sat til engelsk fik stadig "Forsinket" over de forsinkede opgaver, "Uden sektion" over den første kolonne på tavlen, "Aldrig" i gentagelses- menuen, "hver dag" på rækken, "til instansen · inviteret af" på invitationen, "3 projekter" på kontoen, og hele historikken — nitten hændelser, alle på dansk. En funktion, der kun virker på det ene sprog, er en funktion, der er i stykker. Gentagelsen er den eneste, der ikke bare manglede en nøgle. Serveren skriver `recurrence_text` på dansk og skal blive ved med det: én besked går over WebSocket til alle i projektet på én gang, og de læser ikke det samme sprog. Så de regler, der har et navn, får det i when.js — på den side, der ved, hvis skærm det er — og alt mere specifikt falder tilbage til serverens ord. Mellemrummet i historikken er skrevet ud. Svelte fjerner det, der åbner en blok, så "inviterede" og adressen løb sammen til ét ord. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
c3f2181efe |
feat(web): Kalender som menupunkt, med Googles begivenheder lagt over egne opgaver
Samme gitter som Kommende, givet en liste mere at tegne. Ikke et gitter nummer to, og grunden er den del, der er nem at få næsten rigtig: et mål skal afgøre ud fra `dataTransfer.types` alene, om det tager imod, og to kopier af det er to steder at være næsten rigtig. En opgave trukket her flyttes præcis som alle andre steder, fordi det er den samme kode, der gør det. En begivenhed er ikke en opgave, og cellen siger det før et eneste ord er læst: en flade af farve, hvor en opgave er et kort med en farvet kant. Den kan ikke trækkes — forbindelsen er læsende, og en chip, der letter fra siden og så ikke vil lande, læses som en fejl frem for som en regel — og den er ikke en knap, for der er ikke noget at lukke ved en andens møde. Farven er Googles egen for den kalender, så to kalendere i ét gitter kendes fra hinanden på den farve, personen allerede kender dem på. Farven tjekkes frem for at blive troet: den ender i en inline `style`, og en værdi, der ikke er en farve, kan lukke erklæringen og åbne en anden. Linket tegnes kun, hvis det begynder med `https://` — et href er dér, hvor en `javascript:`-adresse bliver til et klik, der kører. Prøven bruger uge-visningen med vilje: en månedscelle skæres af ved tre chips, og resten af suiten lægger opgaver på andre dage. Datoen læses ud af siden, ikke ud af testprocessen, som de øvrige har lært at gøre. |
||
|
|
78891bae6f |
feat(beacon): tæl installationer, sig præcis hvad der sendes, og lad folk sige nej
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet. Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. **Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den historie, der ikke passer. Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele. Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen mellem anonym og pseudonym. Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand, der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft: endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden et loft kunne enhver fylde disken. Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde "hvor mange har prøvet det". `internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen, og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
414a35eaba |
feat(notes): billeder og bilag følger med ind — og ud
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den. En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger. Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem. En tabel mere ville være et alt-sammen mere. Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til — noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting. Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag. Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet. AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten. Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for at vælte kørslen. Migration 0021. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
11fdbefe1b |
feat(notes): hver note som en Markdown-fil, i et zip
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en teksteditor, i hvad som helst. To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast: Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger. Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer. Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
90bdf4b725 |
feat(look): en akse mere — hvordan det læses, ikke hvor lyst det er
Fire udseender ved siden af de fem temaer: Verdande, Rolig (serif, mere luft), Tæt (flere rækker, mindre luft) og Terminal (én bredde til det hele). De ganges ud til tyve udseender fra otte små blokke CSS frem for at kræve en blok hver. To akser, fordi det er to spørgsmål. Den, der vil have en serif om natten, skal ikke opgive den mørke palet for at få den — og prøven holder netop det fast: at vælge en skrift må ikke trække temaet med sig. Udseendet sættes før første optegning, ligesom temaet. Ellers bliver siden sat op i én skrift og derefter i en anden, og det er et synligt spring. Det er også det ærlige svar på at ligne noget andet. Standarden er bevidst genkendelig — det var det, der blev bedt om — men et program med ét muligt udseende har lånt en form, det ikke kan give tilbage. Med udseender er ligheden en indstilling blandt flere frem for det eneste, det kan være. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
5f04fe56bc |
feat(notes): note-værktøjer i MCP, og sidebjælken ryddet op
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til. Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den række, der blev skrevet. Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af programmet, og i den række læste de som endnu et filter. Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse af hvad den er til. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
c9dfffd95a |
feat(mailboxes): postkasser kan forbindes fra fladen
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m59s
Panelet under Integrationer: tilføj, hent nu, kobl fra. Sit eget frem for en tilstand mere inde i Gmail-panelet, for de to er ikke det samme i forskellige klæder — det ene er en app, man logger ind igennem, det andet et kodeord, man selv holder. Feltet hedder IMAP-server og ikke Server: der stod i forvejen Server på CalDAV længere nede, og to felter med samme navn på én side er tvetydige også for en skærmlæser. Testen fandt det, men det var ikke kun testens problem. To vagter fangede mangler undervejs, og begge havde ret: mailbox_failed skulle have en tekst i fladen, ellers ville nogen få serverens engelske logsprog at se, og de tre ruter skulle i openapi.yaml. Der er nu et Mailbox-skema samme sted, som siger hvad der ikke kommer tilbage — kodeordet og eventuelle tokens. E2E-prøven forbinder til noget, der ikke lytter, og ser efter værtens egen afvisning på skærmen. Den er samtidig prøven på at 422 var det rigtige valg: var det stadig 502, ville et mellemled kunne kaste beskeden væk, og der ville stå "noget gik galt". Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
a38a79e9b6 |
feat(secrets): tokens og kodeord forlader ikke længere huset med en kopi
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren, der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token. Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed, instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve databasen, så filen følger ikke med. Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password, client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller: hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke købe noget og ville koste muligheden for at kigge. Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det. Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
dab1827c14 |
fix(i18n): en engelsk flade sagde "2 opgave(r) hentet"
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m6s
Beskeden efter "Fetch now" stod på dansk uanset sprog, og med et "(r)" i stedet for rigtig bøjning. Den bruger nu t() og plural() som resten. Vagten burde have fanget den og gjorde det ikke: den krævede et anførselstegn lige efter app.toast(, og denne stod som en skabelonstreng inde i en ternær hen over to linjer. Den læser nu hele argumentlisten frem til den matchende slutparentes, så det er formen på kaldet og ikke tilfældig placering, der afgør, om en streng bliver set. Sat på prøve ved at lægge den gamle tekst tilbage: begge strenge blev fanget. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
c4e480a0c4 |
fix(gmail): stop hiding why it failed, twice over
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m6s
Reported from use: "Fetch now" said "something went wrong" and the error log was empty. Both halves were the same bug wearing two hats. `handleGmailSyncNow` answered 502 with the code `internal_error`, which the interface maps to a generic sentence — so Google's own words, which are the whole diagnosis, were replaced by one that says nothing. And `writeError` records nothing; only `s.internal` does. So there was no message to read and nowhere to look it up afterwards. `s.upstream()` is the answer: 502 because this is somebody else's service saying no rather than this server breaking, a code of its own so the interface can quote what was said, and a row in the error log — which is the entire reason that log exists. A Gmail sync failing quietly for a week is otherwise invisible: the background job writes a line the next restart erases. The same connection also left the mailbox unnamed. The address is learned at connect time and that call can fail; a warning went to the log and an empty string to the database, so the page said "an unknown account" and kept saying it. The only way back was to disconnect and reconnect, which nobody would guess. The status endpoint asks again when it finds none, so a wrong answer lasts until the next look rather than until somebody reconnects. Ten Danish strings were hiding in `confirm()` and `app.toast()` calls, including every destructive confirmation in the app — the worst possible set to leave in one language, since it is what somebody reads in the half-second before agreeing to lose something. The i18n guard reads markup and attributes, and a string argument lives in the script block. It reads those now, and found four my own grep missed. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
2b45aa33e1 |
feat(admin): ask the panel to restart, from verdande's own settings
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m2s
A container cannot replace its own image from the inside, so "update" is really "ask whoever owns the container to recreate it" — Yggdrasil pulls `:latest` on the way, which is what makes a restart an update at all. This removes the second browser tab, not the panel's authority: the panel still does the work and still records who asked. Three settings, needed together, and the page names whichever are missing — an operator reading "not configured" should not have to go and find out which of three. The token is never sent to a browser; the page is told only whether it is set. Answers 202 rather than waiting. The panel stops this container as part of answering, so the reply may never arrive, and a request cut off mid-flight is the successful case wearing a failure's clothes. The interface believes neither answer and polls /healthz until it responds. Administrators only, and sessions only. A leaked API token that could restart the server is a denial of service in one request. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
19aa02e80c |
feat(projects): section headings you can count at a glance, and an Inbox that speaks the language
Two from use. Section headings were small uppercase text over a hairline — a heading you have to look for. A project with four sections is four groups, and the eye should be able to count them without reading a word, so the heading gets a ground of its own and the rows sit against the page. `--surface` rather than a tint of the accent: the colour on that page belongs to the project, and a section is not a second thing to colour. A step in lightness separates them in all five themes without anybody measuring anything. And the Inbox. The server names it at account creation, before anybody has seen a settings page, so it is the one project name nobody chose — and an account made in Danish went on saying "Indbakke" inside an English interface, which reads as a string somebody forgot to translate. It was. `projectName()` translates it while it still carries the name the server gave it; rename it and that is your name for it, in every language, like any other project. The rename field keeps the raw name, or editing a translated label would save the translation. The screenshot set gains the list view, which is where sections read as bands rather than as columns — and the shape most people actually work in. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
fe52818ab6 |
feat(auth): passkeys, as a way in and as a second factor
A password and a TOTP code are both shared secrets: the server keeps something that can be stolen from it, and the person keeps something that can be talked out of them. A passkey is neither. The private half never leaves the device, and the signature is bound to the origin that asked for it — so a convincing copy of the sign-in page at another address gets a signature it cannot use. Logging in asks for no email. The device knows which account its key belongs to, which is not only convenience: it means the sign-in page cannot be used to find out who has an account here. A key that verified its owner is both factors at once and completes the login; one that only proved possession still meets the TOTP step, exactly as a password does. The relying party id is derived from VERDANDE_BASE_URL rather than configured separately — a second setting that has to agree with the first is one that will one day disagree, and the failure is a login nobody can complete. An IP address is refused up front: no browser accepts one, and without the check the server issues a challenge happily and the browser throws SecurityError long afterwards. The list endpoint reports whether this deployment can offer them at all, so the interface never shows a button that cannot work. A challenge is stored server-side, answerable exactly once, and taken rather than read — two requests racing the same one would both succeed, which is the shape of a replay. A sign count that has gone backwards means the credential was cloned and is refused rather than logged. The Go tests cover who may reach these endpoints and that challenges are spent. The ceremony itself needs an authenticator, so the smoke test drives Chromium's virtual one over CDP — the only thing that can tell whether the base64url conversions are right, since one wrong byte produces a signature that will not verify and reads as a broken key rather than a broken encoder. That test runs at localhost in its own context while the suite stays on the loopback address, because WebAuthn refuses an IP and resolving localhost is slow enough here to cost the suite minutes. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
ab5e3e35a6 |
fix(i18n): three Danish strings that had no æ, ø or å in them
Spotted on the running instance: the version line read "Running v0.11.0. Der bliver ikke set efter opdateringer." — half translated, on one line. The sweep that was supposed to catch these grepped for Danish letters, and none of the three survivors contain one: "Ingen nyere version fundet.", "Ikke mere i dag." and a token hint split across two source lines so neither half looked like prose. So there is a test for it now. It reads the templates and looks for the words that give Danish away whatever letters they are spelled with — a word list rather than a language detector, because this ships as one static binary and thirty common words catch the sentences a person actually writes. It fails on the exact three that got through. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
4d8b70918b |
feat(i18n): the interface speaks both languages
The account has had a `locale` since the beginning and it only chose which grammar quick add read a line with — so picking English changed nothing anybody could see, and the field said so honestly: "Sprog i hurtig tilføjelse". It says "Sprog" now, because it means it. Every component goes through `t()`. Danish is the source: a key missing from English falls through to Danish rather than to the key, because a Danish sentence in an English screen can be read and `settings.notifications.title` cannot. `tag()` is the single place `Intl` is asked. Before, `'da-DK'` was written into a dozen components, and that is the half of a translation that gets left behind — an English interface still saying "24. aug." is exactly the shape of a job half done. There is a smoke test that switches to English and refuses to see a Danish month name in the calendar's heading. Colour and theme names are keys now. `colors.js` keeps its ids untouched — they are what the database stores, and `internal/store` reads them out of that file — but `name` is `'color.tomato'`, resolved where it is drawn. The Inbox keeps its name. It is a project row the server creates at signup, not a string in the interface, and it can be renamed like any other project. Four copies of "3 hours ago" became one, in `web/src/lib/when.js`. They had already drifted: one said "aldrig logget ind", another "aldrig", and two stopped at days where the others carried on to a date. Routes stay Danish. `/indstillinger`, `/projekt`, `/uddelegeret` are bookmarks and they are in every smoke test; translating them buys nothing and costs both. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
31bf0557df |
feat(gmail): the OAuth client can be entered instead of deployed
The one click that opens Google's consent screen already existed. What it needs behind it is a registered client, and no app can conjure one: Google issues no Gmail access to an unregistered client, and `gmail.readonly` is a restricted scope, so an id shipped inside a public image would be both extractable from it and unusable without Google's security review of every deployment using it. The registration is a one-off. Having to edit a Rune's manifest and recreate the container to paste the result was not. `VERDANDE_GMAIL_CLIENT_ID` and `_SECRET` still win when set. A value in the environment is a deliberate deployment decision, applied again on every recreate, and a form that could quietly override it would make the manifest a lie — so the page says where the value came from, and PUT answers 409. The redirect URI is spelled out on the page rather than left to be reconstructed. It is derived from VERDANDE_BASE_URL, it has to match Google's copy exactly, and the error Google returns when it does not names neither value. Its own table rather than `user_settings`: an OAuth client is the instance's, not one person's — and `user_settings` has `user_id` as its whole primary key, so a second scope there would silently overwrite the AI provider's key. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
1da7ea64bf |
feat(admin): the nightly backup, made visible
It has run since the beginning and nothing showed it. A backup nobody can see is a backup nobody knows has been failing, and the failure is quiet: a volume gone read-only, a disk that filled, a container that has not been up at midnight all week. The first anybody hears of it is the day they need one. `ListBackupRuns` was already in the store and exposed nowhere. Now there is a list, a download, and a button that takes one now — the same work the nightly job does without its "one a day" check, because waiting until tonight to learn whether backups work at all is how somebody finds out on the day they need one, and it is the only way to get a snapshot from *before* something you are about to do. Restoring is deliberately not a button. Swapping a database under a server that is writing to it means stopping every writer, replacing the file and reopening, and a half-done version of that destroys the thing it was restoring. The panel says what to do instead. `RunBackupNow` turns out to have been a second copy of the backup logic, written for a button that did not exist yet, and the two had already drifted: it never created the backups directory and logged nothing. One implementation now. Administrators only, and sessions only. A backup is a complete copy of the database, so this hands out everybody's data in one file. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
85f7b2488d |
feat(admin): what has been done on this server, across every project
The other half of the error log. That one is what broke; this is what was done, and nobody could ask it: `ListActivity` takes one project id, and an administrator is not necessarily a member of the project they need to look into. Paged with a keyset cursor rather than an offset. The log is written to constantly and read rarely, so a page fetched a minute after the one before it would be shifted by everything written in between — one row shown twice and the row behind it skipped, which is the single failure an audit log must not have. Both halves of the cursor matter: the log is written in whole seconds, so a timestamp alone cannot separate two rows written in the same one. Migration 0009 makes `activity.user_id` SET NULL for the same reason 0008 did it to `created_by`. A log whose rows vanish with the account they describe answers "what has happened here" with everything except the part somebody had a reason to remove. `project_id` keeps cascading on purpose: the trash is the undo, and past it the deletion was deliberate. The event names moved to `web/src/lib/events.js`, because two surfaces read the same log now and two copies of nineteen strings is two places for them to drift. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
ebdc8eacf2 |
feat(admin): deleting an account stops deleting other people's work
`tasks.created_by` was ON DELETE CASCADE, so retiring a colleague removed every task they had ever written — including in projects somebody else owns. The interface said so in plain words before you pressed the button, which is a warning rather than a fix. It was the last remaining way to lose other people's work by accident. SET NULL instead: the task stays and loses its author, the same shape `assignee_id` and `completed_by` already have. SQLite cannot alter a foreign key action, so the table is rebuilt — and with foreign keys on, the drop in the middle of a rebuild is a cascading delete that takes every row referencing `tasks` with it. `PRAGMA foreign_keys` is a no-op inside a transaction, so migrations now run on a connection of their own, and a migration can opt out of enforcement with `-- verdande:rebuild-tables`. `PRAGMA foreign_key_check` runs before the commit, so a rebuild that leaves a dangling reference fails the migration rather than writing it. The test fills a database at 0007, upgrades it, and counts. Without the marker it loses a task, a label link and a comment — which is exactly what it is for. The admin list now says two numbers instead of one: what disappears, and what stays behind unattributed. They are different sentences and the second is a reassurance. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
c2e2d66e76 |
feat(admin): keep server errors where a restart cannot take them
Release / Build and publish image (push) Failing after 12m56s
The panel's watcher reported four 5xx today — twice from one address at 11:49, twice from another at 10:45 — and there is no way to find out what any of them were. verdande logs the real cause of every 500, but on a Rune the log belongs to the container and the container is replaced on every restart. So an operator is told that something broke and given nothing to act on, which is the worst of both: alarming and useless. Every 500 now writes a row: what the handler was attempting in its own words, the error it hit, the method and path, who was asking, and the request id that ties it back to the log line for whoever still has it. The "what" is the part a status code cannot give — "list projects" and "move task" are the difference between a fault you can find and one you can only count. Written best-effort and never checked. This is the path that is already reporting a failure, and a diagnostic that can itself fail the request would turn one broken screen into two. Threading the request through `internal()` and `storeError()` touched 108 call sites across 19 files, which is the price of not having had it there from the start. It is mechanical and the compiler checked all of it. Kept for thirty days by the nightly sweep: long enough to answer "what happened last week", short enough that a fault loop cannot fill the volume the tasks live on. Read at Indstillinger → Fejl, administrators only — it carries paths, account names and the server's own error strings. The empty state says "Ingen fejl registreret. Det er den rigtige tilstand", because a blank panel should not read as a broken one. The test drops a table and asks for the endpoint that reads it: the same code path a disk error takes, and the row that comes back has to name the operation, the account and the request. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
e8ebd0fa78 |
feat(admin): a page for who is on the instance, and how somebody else gets on it
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m0s
The README has promised "internal users are created by an admin" since the beginning and there was no such thing. There are exactly two ways an account has ever come into existence: the first admin at setup, and somebody accepting an invite to a project. So the only way to add a person was to share a project with them first. The store has been ready the whole time. CreateInvite already documents that "projectID may be empty, which invites somebody to the instance rather than to a particular project", and AcceptInvite already has the branch that grants no membership when there is none. requireAdmin has existed in the middleware and was used nowhere. This wires those three together and puts a page on them. An invite rather than an account with a password the administrator picks. A password typed here would be known to two people before it was ever used, and would then have to travel to the second one by some channel nobody has thought about. No name is asked for either — the signup form asks the person, and a name an administrator guesses is a name somebody has to correct. Two refusals keep the instance administrable: the last administrator cannot be demoted or deleted, and nobody can delete the account they are signed in as. Both are enforced on the server; the interface simply does not draw the buttons on your own row, because a button whose only purpose is to be refused wastes a click to teach a rule. The last-admin refusal gets its own error code, because "that already exists" is not what happened and this is the one refusal a person needs explained. Deleting an account is the only hard delete in this database, and building the confirmation is what turned up how wide it goes. `projects.owner_id` cascades, which is expected. But `tasks.created_by` cascades too — so removing a colleague deletes every task they ever wrote, including in projects somebody else owns. The count in the list says so, and the confirmation says it in words. Changing that to ON DELETE SET NULL, so the work stays and loses its author, means rebuilding the tasks table and its FTS triggers: worth doing, not worth doing quietly while adding a screen. It is written down in the store instead. Pending invites are listed and can be withdrawn. Only the token's hash is stored, so a link sent to the wrong address cannot be looked up and resent — withdrawing it is the only way to stop it before it expires. Six API tests for the guards and the counts, and two smoke tests: the whole loop from invite to a second browser creating the account and appearing in the list as somebody who is not an administrator, and the absence of buttons on your own row. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |
||
|
|
4276892590 |
feat(auth): see where you are signed in, and end one of them
`last_seen_at` has been written on every request since sessions existed —
throttled to once a minute, deliberately, so a list could one day say
"denne enhed, lige nu" — and nothing has ever read it. The store even had
ListSessions. What was missing was two routes and a panel.
GET /auth/sessions lists them, most recently used first, with the current
one marked so nobody has to work out which row is the browser they are
reading it in. DELETE /auth/sessions/{id} ends one. Ending the current
session is allowed and is simply logging out: refusing it would be a rule
with no reason behind it, and somebody clearing every device wants this
one gone too.
Both are behind requireSession rather than the ambient auth, the same as
the API tokens. A leaked token that could list its owner's devices and end
their sessions turns a theft into a lockout.
The delete is scoped in the statement rather than checked and then run.
An id read in one step and deleted in the next is a window, and the whole
reason somebody is on this screen is that they think another person is in
their account.
The device names are a handful of substring tests, not a parsing library.
The question this answers is "is one of these me?", and for that a wrong
guess between two Chromium forks costs nothing while a dependency that has
to be kept current costs something every year. Order is the whole
correctness of it: an iPhone's user agent says Mac OS X, Edge says Chrome,
and Chrome says Safari. The raw string is sent alongside and sits in the
row's title, so anything the summary gets wrong is still visible — and
something that is not a browser at all shows its own name rather than
"Ukendt", because a CalDAV client is a real session.
Times are relative. The question is "was that me, just now?", and an
absolute timestamp makes the reader do the subtraction; past a week it
switches to a date, because "for 23 dage siden" is a number nobody can
place.
The smoke test signs in a second time in a second browser context, ends
that session from the first, and checks the other browser is really signed
out — and that this one is not.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]>
|
||
|
|
1529c87231 |
feat(theme): five themes, and a picker that shows them
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Two themes and a toggle between them. Now five, chosen from a grid under Settings → Konto: the two that existed, a warm dark (Skumring) with amber where the green was, a warm light (Papir), and a high-contrast one. Each swatch is painted in its own theme rather than described, so the choice is made by looking. data-theme sits on the swatch and not on the card — it redefines --ink too, and a card wearing a dark theme's ink on a light page has a name nobody can read. Every theme states its full palette rather than inheriting and patching. A partial theme looks finished until somebody adds a token, at which point four themes silently fall back to a colour from a fifth. That is also why the dark palette is repeated under [data-theme='dark']: :root carries it as the default and :root only ever matches <html>, so a swatch asking for it by name would otherwise show whatever the page was wearing. The theme-color meta is updated too, so an installed PWA's frame and a phone's address bar follow rather than staying whichever colour shipped in the markup. Contrast measured for all five. The new ones clear 4.5:1 down to the quietest tier — which is where dates and counts live, and the first thing to disappear. Kontrast reaches 8.9:1 there. The two original themes are left as they are: their faint ink sits at 3.1–3.8, which is worth revisiting, but not as a side effect of adding colours. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <[email protected]> |